Tre dages feber

Tre dages feber udslæt

Mads har nu haft sin første sygdom. Ikke at det er noget man er specielt glad for eller stolt over. Vi har heldigvis været heldig med at få en søn, som ikke har været meget syg. Det har faktisk kun været lidt forkølelse samt snot, der har ramt ham.

Men her i påsken blev det altså hans tur. Det startede med at vi havde fået af vide at han om tirsdagen havde været lidt varm nede i vuggestuen. Vi sørgede derfor at han fik lidt mere væske end normalt.

Om natten var han også lidt mere urolig. Han vågnede et par gange og virkede generelt varm. Vi tog hans temperatur og den sagde omkring 38, så kun noget højere end normalt.

Næste morgen var der ikke noget feber, men da vi hentede ham i vuggestuen sagde de at han havde været lidt pirlig, men han havde ikke feber, så vi tog ned og svømmede med ham som planlagt. Det var han dog slet ikke til. Om natten kunne han kun falde til ro, da han lå i vores seng. Det at have en søn, der har svært ved at sove, er vi ikke helt vandt til. 

Vi er jo vant til et barn, som vi lægger ved 20 tiden om aftenen og som så først vågner omkring kl. 7 næste morgen. Nogle kalder der forkælelse, men vi kender jo ikke rigtigt andet.

2 dage efter, opdagede vi små røde pletter på det meste af kroppen. Det første der falder en ind, er jo skoldkopper, men det var ikke rigtig isolerede pletter.

På billedet er pletterne ikke så tydelige. Men i løbet af dagen blev de meget tydelige. Mads mormor kaldte ham således "rødspætten" hele dagen.

Da vi var i sommerhuset, da vi opdagede disse pletter, havde vi ikke lige muligheden for at søge på nettet. Sommerhuset er uden internet og med kun 2 TV kanaler. Ja, sådanne steder findes faktisk den dag i dag.

Vi tog det ganske roligt. Og da vi dagen efter skulle have påskefrokost, og derved besøg af andre mødre, regnede vi med en snarlig diagnose. Og ganske rigtigt. Et hurtigt kig og vi fik af vide at vores søn sikkert havde fået "Tre dages feber". Andre navne på sygdommen er eksantema subitum, roseola infantum eller tredje dags udslæt. Ja, kært barn har mange navne.

Sygdommen er ikke så kendt, men næsten alle børn har haft den. Det er kun børn mellem seks måneder og tre år, der får den. Normalt får man en pludselig høj feber på op til 40 grader i ca. 3 dage for derefter af at blive afløst af et rødplettet udslæt, der varer i ca. 12 timer.

ved Mads var feberen noget lavere, tilgengæld var pletterne der et par dage.

Han er sikkert blevet smittet i vuggestuen. Man siger jo at når ens børn starter i enten vuggestue eller børnehave, kan man godt forberede sig på at de får alverdens sygdomme. Men lad os håbe at det bliver ved denne ene gang.

Nyheden blev lagt online 27. marts 2008 af Henrik Gemal