Inspireret af Steen og Stoffer

Mads siddende i transmogriffen

Som de fleste måske godt ved, så er jeg en stor fan af tegneserien Steen og Stoffer.

Så jeg kunne ikke dy mig, da Mads forledes dag legede med en papkasse. Jeg måtte lige skrive "Transmogrif" på den og forevige det. For dem der ikke ved hvad en transmogrif er, kan jeg citere den danske udgave af Wikipedia:

En transmogrif er en fiktiv maskine fra tegneserieuniverset Steen og Stoffer af Bill Watterson. Transmogrifen er opfundet og konstrueret af de to hovedpersoner og består hovedsageligt af en papkasse og en god portion fantasi. Transmogrifen kan omdanne eller kopiere ting, f.eks. Steen selv.

Et par dage forinden havde jeg hentet den store tiger op fra kælderen, som Mads så kunne boltre sig med. Tigeren er vundet ude på Bakken til et arrangement med den loge jeg er med i, nemlig Stoffers Riddere. Men det er pt. mig der opbevarer den. Den har været et stort hit, når vi har haft børn på besøg.

Da Mads så tigeren, gik han langsomt over til den, for så at sætte sig mellem dens forben. Derefter blev der leget med den, hvilket involverede at prøve at bære den, sidde på den osv. Men bliver nogle gange helt træt bare af at se på ham lege. Der bliver gået til den.

Mads sammen med en kæmpe stoftiger

I øvrigt kan jeg sige at en papkasse er et glimrende legetøj i et par dage for en i hans størrelse. Han har gået rundt med den på hovedet, siddet i den, båret den rundt osv. Efter et par dage, var interessen dog væk.

Sluttelig syntes jeg lige jeg ville vise et billede af en rigtig tiger, som vi tog, da vi var i Zoo med Mads forleden. Det er et fantastisk flot dyr.

The real deal. En rigtig tiger i Københavns Zoo

Husk du kan altid se en ny stribe af Steen og Stoffer på vores loges hjemmeside. Se under Griner.

Nyheden blev lagt online 9. april 2008 af Henrik Gemal