De kulturaktive forældre

På badebroen på Søvang. Danmarks længste badebro

Før vi fik børn, eller rettere barn, er vi blevet fortalt, at vi havde et ret aktivt kultur liv. Det er jo ikke noget man helt selv kan sige. Vi kan begge godt lide at gå i teatret og da jeg altid har været ret heldig i konkurrencer, så har der mange gange også været et par biograf billetter eller lign. til afbenyttelse. Den kultur aktivitet har vi prøvet at holde ved lige efter at vi har fået Mads.

Vi er selvfølgeligt også privilegerede i at have en masse mennesker, som stiller op i tide og utide, til at passe Mads. Uden dem ville det nok være så som så med kulturen. Ihverttilfald alene arrangementerne.

I de sidste 2 måneder har der virkeligt været gang i kulturen fra vores side. Nogle gange lidt for meget. Mads er desuden i en periode, hvor han ikke vil falde i søvn når vi lægger ham. Det kunne godt være der var en sammenhæng mellem de to ting. Dog har der ikke været de store problemer med at lægge ham, når det er babysitterne. Måske er det bare en søn-vs-forældre ting. Mads første lille opgør mod sine forældre?

Men her er et kort overblik over hvad vi har nået gennem de sidste 2 måneder:

Intim koncert med Jokeren. Jeg vandt billetter til en intim koncert i Lille Vega, som Jokeren gav i forbindelse med at han havde lavet en reklame til DSB S-Tog. Der var ca. 150 mennesker og der var endda betalt for garderode og en drink i baren. Godt gået DSB, klap dig selv på skulderen.

Koncert med The Script på Rust. Vi kendte ikke bandet på forhånd og det var åbenbart første gang, de var på fastlandet i Europa. De har pt. et stort hit i radioen. Et par unge drenge, der spiller godt gang i den musik. På invitationen stod der at der ville være en snack før koncerten. Det viste sig dog at være en masse fade med lækker mad og kage. Og så var alle drikkevarer gratis. Igen en koncert, jeg havde vundet billetter til.

Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige. Månedens største skuffelse var filmen Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige. Jeg har altid været en stor fan af Indiana Jones filmene, men ikke denne gang. Mage til dårligt historie skal man da lede længe efter. Alt for mange effekter, dårlige replikker og latterlige stereotyper af personer. Nej, hvor var jeg skuffet!

Ordet af Kaj Munk. På LateSale.dk købte vi billetter til Ordet i det nye skuespillerhus. Normalt er det et tungt stykke, men det var meget flot sat op og bestemt tilgængeligt. På LateSale kan man i øvrigt købe billetter til forestillinger samme dag. Man printer selv billetterne og de koster kun en brøkdel af den almindelige billetpris.

Zoo. Da vi har årskort til Zoologisk have har vi også været der et par gange. Ved ikke helt om det kan karakteriseres som kultur.

Koncert med Aura. Et vennepar ringede og spurgte om vi ikke ville med til koncert med Aura. Hende havde vi aldrig hørt om, men hvad pokker. Det viste sig dog at vi allerede havde hørt et par numre med hende i radioen. Inden koncerten spiste vi middag på Kamels på Vesterbro. Helt klart et sted der kan anbefales. Det var superlækkert.

Italiens foredrag i Det Udenrigspolitiske Selskab. Her var det kun Nina der var af sted da jeg lå halvsyg derhjemme. Da vi skal til Italien på ferie i sommerferie var foredraget ekstra interessant omkring den politiske udvikling i Italien.

Cruise og Modern life! Cafe Teatret er vores ynglings teater og vi har fået set to stykker. Teatret er lille så oplevelsen bliver tilsvarende mere intens. Vi har endnu ikke blevet skuffet, selvom Modern Life måske var lidt for skræmmende, da det omhandlede pædofili. Det tror jeg ikke nogen af os, var helt klar over da vi gik ind for at se stykket.

Udover har der selvfølgeligt været de sædvanlige familie arrangementer. Vi har bl.a. været på Kastellet Store Bededag, nød solen til Pinsefrokosten, på badetur på Søvang sammen med min onkel og tante og spist aftensmad i fælledparken.

På vej til middag i Fællesparken

Nyheden blev lagt online 2. juli 2008 af Henrik Gemal