Billeder, billeder og atter billeder. Og så lidt backup

Backup af billeder

En del gange på det seneste, er samtalen kommet ind på billeder. Ikke hvordan man tager de bedste og flotteste billeder, men hvordan man bedst opbevarer og sikrer sine billeder.

Samtalen er selvfølgelig blevet ekstra aktuel efter at vi fik Mads, da vi nu tager endnu flere billeder.

Jeg vil her prøve at skrive lidt om mine erfaringer med emnet.

Generelt

En hurtig opgørelse viser at jeg har ca. 35 Gb (Gigabyte) billeder. Det er ca. 20.000 billeder alt i alt. Lidt skræmmende. Det første digital billede som jeg har taget, er fra maj 2001.

Setupet

Alle mine billederne ligger på en netværks disk, der er tilsluttet min router. Der er en 320 Gb disk i, så der er til et par års billeder endnu. Sådan en disk koster i dag omkring kr. 1.300, så det er ikke den store investering.

Min bærbare PC har en kort læser, så jeg tager blot kortet fra kameraet og sætter i PCen og kopiere billederne manuelt fra kortet over til disken. Dejlig nemt. Derved er jeg også 110% sikker på at intet program piller i mine billeder, f.eks. ændrer dato på dem eller lign. når jeg hiver dem ud fra kortet.

Hastigheden

Jeg kan i teorien tilgå mine billeder trådløst fra overalt i lejligheden, men det har vist sig ikke at virke i praksis. Det går simpelthen for langsomt. Hvis jeg åbner en mappe med f.eks. 500 billeder i, hvilket ikke er usædvanligt, tager det for lang tid at læse, hvis det er via trådløst. Jeg kan godt lide lynhurtigt at kunne gå frem og tilbage mellem billeder. Jeg sætter derfor altid min bærbare ind i docking stationen, således at jeg tilgår billederne via et rigtigt netkabel.

Strukturen

En ting jeg har diskuteret igen og igen, er hvilken struktur man gemmer sine billeder i. Et stor bibliotek giver minus overblik. Alt for mange biblioteker giver for meget arbejde.

Jeg selv bruger en simpel biblioteks struktur. Mine biblioteker hedder f.eks. "2008-06-Italien" eller blot "2008-05" for mere generelle billeder. Super simpelt og meget let at håndtere og få overblik over.

Det gyldne overblik

Det findes et utal af programmer til at holde styr på ens billeder. Nogle sværger til Picasa, mens andre, som mig selv, blot vil have et billede program, der kun kan vise billeder. Strukturen står vi selv for.

Jeg kører Windows og har nu i et par år brugt FastStone Image Viewer. Det er lynhurtigt og har alle de små værktøjer jeg har behov for. F.eks. at kunne croppe billederne til denne og andre blogs. Det kan varmt anbefales. 

Backup

Og nu til det vigtigste, nemlig backup. Vitsen siger jo at:

rigtige mænd tager ikke backup - de græder!

For at sikre mig bedst muligt, tager jeg backup ude til flere forskellige medier.

Ekstern harddisk

En gang i mellem når jeg husker det, tager jeg en kopi af alle billederne ud på en ekstern harddisk, som jeg har liggende i skuffen. Ikke den mest sikre måde at opbevare en sikkerhedskopi, for hvis der er indbrud, så tager de helt sikkert også den eksterne harddisk. Men i tilfælde af disknedbrud, er det en fin og hurtigt backup type.

Anden PC

Når jeg har min arbejds bærbare med hjemme, kopiere jeg normalt de nyeste billeder over på denne, således jeg også har en fuld kopi af alle billeder liggende der.

Desuden har jeg altid en kopi af det indeværende års billeder liggende på min hjemme PC. Dels for at have dem med overalt til fremvisning og dels som en ekstra backup.

DVD / CD

Jeg lånte på et tidspunkt en DVD brænder for at tage backup, men det krævede 8 skiver for at tage en fuld backup.

CDer betragter jeg ikke som et godt medie til backup. CDer er simpelthen for dårlig kvalitet. Alt for mange gange har jeg set "kan ikke læse" fejl. CDer er ok, til at kopiere billeder ud på, men sats ikke hele butikken på at du kan læse fra dem igen.

Generelt vil jeg sige at prisen på harddiske er så langt nede at det bedre kan betale sig at købe en harddisk og så tage backup ud på den. Det er meget nemmere og hurtigere.

Online backup

Jeg har undersøgt det et par gange om jeg skulle prøve at finde eller købe mig ind på et online drev, men har igen og igen afvist det. Dels er der for dyrt og dels kræver det en god upload hastighed. Tænk bare på første gang, når jeg skal sende 32 Gb billeder på min 512 kB ADSL linie. Argh!

Billede oprydning

I mange år har jeg haft den holdning at man ikke sletter billeder. Hvis jeg f.eks. havde taget 10 billeder af noget og i realitet kun 2 af billederne var rigtigt gode, så beholdt jeg alle 10 billeder.

Dette har jeg dog indset at det ikke er en acceptable vej frem. Jeg vil simpelthen drukne i billeder. Dette er selvfølgeligt et resultat af at vi har fået Mads. Vi tager rigtigt mange billeder nu, i forhold til før.

Desuden er billede filerne blevet større i størrelse. Vi har nu, ligesom mange andre, et digital spjelrefleks kamera. Det er et 10 megapixel kamera og det betyder at et billede i gennemsnit fylder 4 Mb. Dette skal ses i forhold til mit gamle 2 megapixel kamera i 2001, hvor hvert billede fyldte omkring 0.2 Mb, altså 20 gange så småt.

Så nu hedder reglen, at før billederne bliver lagt ind på PCen, så skal man gennemgå billederne og slette evt. dårlige samt vælge det bedste, hvis der er flere af et motiv. Det har faktisk vist at være rigtigt fornuftigt. Det kan tage lidt tid, men det er tiden værd.

Konklusion

Billeder kommer til at fylde mere og mere af ens diskplads. Så et system til håndtering af dem er super vigtigt. Og backup af dem er endnu mere vigtig. Den dag din harddisk går i stykker, og trust me, det vil ske en dag meget snart, vil du råbe et højt hurra over at du har en kopi af alle billederne liggende.

Hvis du har gode råd eller kommentarer er du velkommen til at komme med dem.

Nyheden blev lagt online 28. juli 2008 af Henrik Gemal