På eventyr ved Lock Ness

Loch Ness vejskiltet

I pinseferien var vi ikke overraskende i sommerhus. Ganske fantastisk vejr og et par dukkerter i havet blev det også til. Om søndagen tog vi på en lille cykeltur. Madpakken blev pakken, solcremen smurt på og så var vi afsted.

Vores bestemmelses sted: Loch Ness. Heldigvis ikke den berømte Loch Ness i Skotland, da Google Maps siger at der er ca. 2300 km dertil, men den lidt mindre kendte Loch Ness tæt på Kalundborg.

Loch Ness er et område, hvor der tidligere blev foretaget grusgravning. Da dette ophørte, renoverede den daværende ejer arealet, anlagde stier og beplantede området. Der blev desuden udsat ænder og gæs i søerne - ca. 40 forskellige arter, hvoraf flere er ret sjældne. Der er mange borde og bænke og læskur i tilfælde af regn. Tag madkurven og kaffen med og nyd denne til de mange forskellige fuglestemmer. Der er også legeplads til børn.

Frokost i det fri

Man kan købe store poser brød til ænderne til 5 kroner. Dog virkede de fleste ænder ikke synderligt interesseret i brødet. Jeg har på fornemmelsen at de får mere end rigeligt brød. Jeg tror ikke man skal være bange for at de sulter ihjel.

Mads fodre ænder

På billedet ovenfor er det en svaneand, mens det på billedet nedenfor efter sigende skulle være en såkaldt brude and.

En af de mange flotte ænder ved Loch Ness

Men vi havde en hyggelig formiddag i helt fantastisk vejr. Vi fik spist frokost og Mads fik leget lidt rundt på legepladsen og øvet sin balance.

Mads balancere

Nyheden blev lagt online 14. juni 2009 af Henrik Gemal