De fantastiske legestuer

Mads i flot håndstand ved kæmpe ludobordet

Jeg har virkelig nydt min barsel. Har slet ikke oplevet den ensomhedsfølelse og manglende voksen kontakt, som jeg har hørt om fra mange andre. Men jeg har også været en flittig bruger af Københavns legestuer.

Det har været rart at kunne komme ud af lejligheden og både Mads og jeg har nydt at møde nye mennesker. Ofte har Mads faktisk bedst kunne lide de andre voksne, selvom han så småt er ved at vise interesse for de andre børn. Legestuerne har også ofte noget andet legestøj, end vi har derhjemme, så det er rigtig sjovt at se hvad for noget legetøj han vælger. Fordelen ved legestuerne er også at de er børnesikret og fri for almindelige møbler. Normalt betaler et symbolsk beløb til kaffekassen, så husk småpenge.

Remisen på Østerbro
Især synes jeg Remisen på Østerbro er fantastisk sted for ens småbørn at kunne få raset igennem. Det er en kæmpehal, som tirsdag og torsdag i tidsrummet kl 9.30 - 12.30, er forbeholdt de 0-3 årige. Det er virkelig et fantastisk sted for ens småbørn at tumle. Der er faldunderlag over det meste, små rutschebaner, gynger, et lille legehus osv. Især har Mads været glad for gyngerne og kæmpeklodserne. Udover hallen er der også nogle små rum, som vi ofte har benyttet efter kl 12.30. I et af rummene er der et kæmpe ludobord - og det var faktisk der, Mads rejste sig op første gang.

Legestuer i kirkerne
I kirkelig regi er der også mange tilbud. Når nu ens baby er begyndt at kravle og ikke gider at sidde stille, synes jeg Fredens kirkes tilbud er det bedste. De har legestue hver onsdag fra kl 9.30 - 12.30 og fra kl 10 - 10.45 er der rytmik. Bagefter leger børnene sammen og vi voksne for os en sludder og en kop kaffe.

Mads i legestue

Luther kirken har også rytmik - tirsdag kl 13 og torsdag kl 11, med efterfølgende hygge. Det afholdes i selve kirken, så hvis ens baby har for meget krudt i røven, så er Fredens Kirkes rytmik at foretrække.  

Sankt Johannes kirken på Nørrebro, har et enestående tilbud, idet de har legestue hver dag fra kl 9 - 14, undtagen torsdag. Det eneste men, er at lokalet er lidt lille, især da stedet er ret populært, så nogen gange er der simpelthen for trangt. Inden Mads rigtig kunne kravle og rejse sig, var både han og jeg ikke så begejstrede for stedet, de andre børn tromlede ligesom hen over ham og jeg fik klaustrofobi.

I sommers benyttede jeg et tilbud fra Sct. Lukas Kirken på Frederiksberg. Årsagen til at jeg tog helt til Frederiksberg, var at alle andre rytmik hold i kirkeligt regi, som jeg lige umiddelbart kunne finde på nettet, holdt sommerferielukket. Men det var et rigtig godt hold. Det kører aldersopdelt.

Legestuen i Århusgade
En af København Kommunes bedst bevarede hemmelighed, var den ubemandet legestue i Århusgade. Legestuen var som sagt ubemandet, så det er betød at man selv skulle sørge for at låse efter sig, når man gik sidst.

Jeg skriver "var", da legestuen af økonomiske årsager skal lukke. Lidt ærgeligt. Dog var et af problemerne med legestuen at den ikke var mere kendt så man risikerede at der ikke er andre, og så går hele idéen med legestue ligesom lidt tabt.

Mads leger med en stor lastbil

Nyheden blev lagt online 13. december 2007 af Nina Hilsted

Comment

Textile hjælp