Fødselsberetning

Her prøver vi begge at beskrive hvordan vi oplevede fødslen. Du kan læse fars beretning længere nede på siden.

Mors beretning

Tirsdag den 30.01 kl. 11:30 i forbindelse med toiletbesøg fik jeg tegnblødning efterfulgt af sivning - og da jeg havde tisset måtte jeg konkludere, at det var vandet der var gået. Ringede ud til hospitalet som sagde at jeg skulle spise noget frokost og så komme stille og roligt til tjek.

Vores sidste frokost i tosamhed

13:30 er vi på hospitalet. Jeg får kørt en CTG - ve- og hjertelyd overvågning. Hans hjertelyd dropper et par gange - som ikke er samtidig med de små veer jeg har, så det er ikke skide godt. Den ene gang er det da vandet rigtig går.

Maven undersøges af en jordmoder

Nå men kl. 15:30 er der vagtskifte og det er faktisk min jordmoder der nu er på vagt. Hun informerer mig om at pga hjertelyd dykkene er det ikke længere en "normal" fødsel og at jeg vil blive sendt videre og få vestimluation. Jeg har nemlig ikke specielt stærke veer og har også kun åbnet mig 1½ cm. Men jeg synes nu det gør ondt alligevel.

18:20 får jeg et lavement og kl. 18:30 ankommer jeg på fødestuen. Bliver undersøgt, men har fortsat kun åbnet mig 1½ cm. Men det er begyndt at gøre pisseondt - vesmerterne sidder i lysken og når man så skal ligge ned er der på ingen måde muligt at dæmpe smerter ved eks. massage. Jeg er efterhånden ved at være temmelig desperat og frustreret over at jeg ikke må komme op at stå. Føler det som om jeg er indlagt på en psykiatrisk afdeling hvor man bliver lagt i spændetrøje. Gør det heller ikke bedre at jeg virkelig ikke svinger med den jordmoder, jeg har på det tidspunkt. Har faktisk en erindring om, at jeg på et tidspunkt sagde hold kæft til hende - hun snakkede hele tiden kombineret med at hun ikke var særlig erfaren. Overvejede fakisk at bede om en anden jordmoder men kom i tanke om, at der er noget der hedder vagtskifte!

Sådan så fødestuen på Gentofte hospital ud

Kl 19:10 får jeg allernådigst lov til at rejse mig kortvarig - men så er det ellers tilbage på briksen. Prøver at få lattergas men det hjælper nu ikke mig. Selvom jeg egentlig ikke var meget for at få en epiduralblokade, kunne jeg godt se der ikke var nogen vej udenom. Min modvilje skyltes at jeg ved en operation da jeg var 18, fik den meget berygtede spinalhovedpine.

For at lette veerne står Nina lidt op

20:45 får jeg vestimulerende drop.

21:30 har jeg heldigvis åbnet mig en smule mere så jordmoderen kan få sat en elektrode på lillemands hoved så hans hjertelyd kan overvåges den vej. Det var simpelthen så befriende for endelig kunne jeg komme op at stå. Det hele havde følt lidt håbløst også fordi der bare ingenting var sket på 8 timer!

22:15 lykkes det anæstesilægen efter 50 minutters forsøg at lægge epiduralblokaden. Og sikken en lettelse - ikke at smerterne i lysken forsvandt helt men de var nu håndterbare og pga jeg også måtte komme over i hundestilling kunne jeg også arbejde med smerterne.

23:20 vestimulationen har virket og jeg har åbnet mig 4-5 cm.

23:45 er der vagtskifte og jeg får den dejligste jordmoder. Udover at jeg havde fået det bedre var det også befriende at få en jordmoder som jeg var tryg ved og som jeg følte var til hjælp. Henover de næste par timer kan jeg virkelig mærke at veerne virker og jeg får god gavn af iltmaske.

Jordmoder Linda

0:30 Har jeg åbnet mig 9 cm. Den hurtige udvidelse betød også at lillemands hjertelyd droppede lige voldsomt nok, så hans ph værdi i blodet bliver også lige for en sikkerheds skyld tjekket - der tages hvertfald ingen chancer og lægen er også hyppigt derinde - men de formår nu at skabe en rolig stemning så jeg føler aldrig angst. Gemalen formår endda at få sovet lidt.

2:10 Har jeg fortsat ikke åbnet mig den sidste cm og dette selvom jeg har haft rigtig gode stærke veer, som jeg arbejder rigtig godt med og andre tricks er blevet afprøvet f.eks. at prøve at presse, tømme blæren, yderligere vestimulation. Der drøftes derfor kejsersnit. Jordmoderen og Henrik og jeg aftaler at give den ½ time mere, hvor der så også samtidig skrues yderligere op for vestimulationen.

2:50 er der fortsat ikke sket noget og jeg gøres klar til kejsersnit. Jeg synes det er lidt hårdt og der bliver da også fældet et par tårer for nu har jeg kæmpet i over 8 timer, som derfor synes spild og selvom jeg ikke har været i officiel fødsel før kl. 18.30 synes jeg nu ikke ligefrem de første par timer var en dans på roser. Får dog heldigvis overbevidst mig selv om, at det jo ikke er spildt arbejde, da det, at jeg næsten har gennemført hele fødslen, jo er rigtig god forberedelse for lillemand. Heldigvis skulle jeg ikke bedøves yderligere, da de blot øgede epiduralen.

3:29 kommer vores lille vidunder så til verden. Han skulle dog lige drille lidt, idet ved forløsningen blev hans navlesnor revet over, så de forskellige læger på operationsstuen fik lige lidt travlt. Det var især lidt hårdt for gemalen at overværre da lægerne jo så får lidt bekymrende ansigtsudtryk og der bliver snakket lavt og lægeligt. Han skulle også have lidt saltvand, så de prøve at stikke ham i hånden for at finde en blodåre, men efter 3 mislykkedes forsøg stik de ham i foden istedet og fandt en blodåre med det samme. Så i dagene bagefter havde han 3 store blå mærker på hånden.

Der sættes et saltvandsdrop i foden

Heldigvis var jordmoderen sød til at tage sig lidt af ham. Personligt registrerede jeg det ikke rigtig da det hele jo foregik med ryggen til - og de gik jo også samtidig i gang med at sy mig. Hvad der overraskede mig ved kejsersnittet var dog, at jeg virkelig fornemmede at der blev revet og rusket i mig, da lillemand skulle ud.

3 læger igang med at se på vores lille nyfødte

At navlesnoren knækkede var også medvirkende til, at han i starten var lidt bleg i det og at hans apgar score det første minut kun var 6, ved 2 minut 8 men allerede efter 25 minutter var den oppe på 10.

Lige inden jeg blev sendt afsted til opvågning og Henrik og lillemand skulle over at vejes og måles fik jeg lige lov til at give ham et kys. Synes det var lidt hårdt, at jeg ikke måtte holde ham - men heldigvis vidste jeg godt dette i forevejen.

Heldigvis kommer jeg mig hurtig på opvågning, så jeg kan blive forenet med lillemand den 31.07 kl. 5:45. Lykkefølelsen da han ligger hud mod hud på min mave for første gang er ubeskrivelig!!!!

Mor med lillemand Mads

Fars beretning

Mandens opgave under en fødsel er jo bare at hjælpe kvinden og komme med opmuntrende kommentarer. Det er jo ikke sådan at manden kan overtage opgaven.

Nina havde en dyne liggende over sig på fødestuen for at holde varmen. Mit arbejde bestod således i at i mægtig fart at få fjernet dynen så snart at der kom en ve. Når veen så var ovre skulle dynen på igen. Hvis dynen ikke blev fjernet inden for 10 sekunder efter at veen var gået i gang kom der en skideballe, så man lærer et indordne sig meget hurtig. Heldigvis havde jeg fået overleveret det vigtige manderåd om at man ikke skal begynde at diskuttere med sin kone i en sådan situation, men blot parerer ordre.

Udover det vigtigt erhverv som dyneløfter, hjalp jeg også med iltmasken. Og heller ikke her kunne jeg gøre det rigtigt, ifølge min kone. Men under fødsler lærer manden blot at ignorer irettesættelser. Ikke den helt store grund til at starte en diskussion men helt sikkert vil tabe.

Ligesom andre mænd blev jeg også meget træt under fødslen. Det er nok en kombination af, at fødslen tager så lang tid og så at kvinden jo kører på en konstant adrenalin rus, som manden naturligt nok ikke har. Derfor fik jeg mig også et par små og korte lure imellem Ninas veer. På fødestuen havde de en dejlig stol, som kunne slåes ud således, at man næsten kunne ligge helt ned. Meget praktisk så man ikke kommer hjem fra hospitalet med hold i ryggen.

Overvågningensudstyret STAN

Jeg havde det egentligt godt med, at det endte med et kejsersnit. Den hoppende hjerterytme gjorde mig nervøs og jeg var derfor egentlig bange for at det kunne gå galt under selve fødslen.

Lillemand får lidt ilt

Da vi endelig blev enige om at der skulle foretages en kejsersnit og Ninas seng blev rullet ned mod operationsstuen fik en en lidt mærkelig besked. "Husk nu kameraet" sagde jordmoderen. Mærkelig for man syntes at en operation kan jo gå galt og så skulle stå og tage billeder minder mig lidt om folk der tager billeder af trafikulykker. Men det fik jeg altså af vide. Så jeg tog kameraet i lommen.

Da jeg kom med til operationsstuen kom jeg i tanke om at min mobiltelefon lå i min anden lomme. Jeg er ikke helt klar over om der var instumenter tilstede som kunne "tage skade" af en mobiltelefon, men jeg tænkte jeg hellere lige måtte lægge den. Så jeg gik lige ud fra operationsstuen og fik lagt mobilen på en hylde. Man skulle jo nødigt være den der var skyld i at en maskine gik i stå under operationen.

Starten af kejsersnitoperation klarede jeg i rimelig stiv arm, men da lægen kom til at knække navlestrengen, synes jeg bestemt ikke det var sjovt. Alle lægerne fik meget bekymrede ansigtsudtryk og der blev godt nok arbejdet koncentreret. Når jeg så samtidig havde maske for munden, så var jeg på det tidspunkt ikke helt på toppen. Masken gør at man føler at man indånder det samme luft som man udånder. Så jeg gik lige ud på gangen sammen med jordmoderen og fik indåndet lidt frisk luft. Det hjalp og jeg kunne derefter komme tilbage ind på stuen, hvor jeg fik afvide at han så fin ud. Men det er lidt hårdt at se ens søn ligge på et bord på en operationsstuen omgivet af lægerne og med slanger i sig og få ilt. Efterfølgende har jeg fået af vide at det er meget almindeligt at børn født ved kejsersnit får ilt.

Far Henrik inde til kejsersnit

Når det ender i et kejsersnit, får faren jo de første par timer sammen med babyen. Og det fik jeg selvfølgelig også. Jordmoderen og jeg kørte med Mads over på fødselsstuen, hvor jeg fik lov til at være sammen med ham. Det var en meget stolt far, der endlige kunne stå med sin søn. Det øjeblik havde jeg drømt om i en del år.

Stolt far med sin søn

Han blev både holdt og studeret nærmere og sammen med jordmoderen fik vi målt og vejret ham.

Så er det hele forbiMads bliver målt og vejet